At eleverne udvider deres viden om fællesskaber. Eleverne skal beskrive, argumentere og forhandle forskellige former for fællesskaber og herigennem vurdere fællesskabers betydning for mennesker.
Der er 52 billeder i alt. Udvælg evt. de billeder, der efter din mening bedst repræsenterer en lang række forskellige fællesskaber, som eleverne kan relatere til. Print gerne billederne i A4 format – og laminer dem evt. så de kan genbruges.
- Start med at tage en kort snak med eleverne om, hvad et fællesskab er. Brug evt. boksen ’Fællesskab’.
- Inddel eleverne i grupper på 4-5 personer.
- Hvis du har printet alle billederne (A4 størrelse), kan de lægges på gulvet i klassen eller en aula, eller de kan hænges med klister på væggene. Alternativt kan hver gruppe få et sæt billeder.
- Hvis billederne er fordelt på gulv/væg, går eleverne rundt og ser billederne igennem. De skal gruppevis udvælge 3 eller 6 billeder, som viser det, der for gruppen er de vigtigste fællesskaber.
- Når billederne er fundet, skal grupperne lave en pyramideprioritering af dem. Hvis der er 6 billeder, skal det vigtigste fællesskab stå øverst, derunder to, og til slut tre. De skal kunne argumentere for prioriteringen.
- Når pyramiderne er bygget, skal de lægges frem på bordene eller på gulvet, så de kan ses af alle. Grupperne præsenterer på skift deres indbyrdes overvejelser, diskussioner og begrundelser for valg.
- Fælles refleksion:
- Hvilke gennemgående argumenter var der for de fællesskaber, grupperne havde valgt?
- Hvad er et positivt fællesskab?
- Hvad er et negativt fællesskab?
- Hvad betyder det for jer at være med i et fællesskab?
- Hvilke erfaringer har I med at skabe fællesskaber?
- Hvordan kan I bidrage til positive fællesskaber i klassen og på skolen?
Fællesskaber handler om at have noget til fælles – noget, der binder medlemmerne i fællesskabet sammen.
Mennesker indgår i mange forskellige former for fællesskaber gennem livet. Nogle skifter over tid, mens andre er mere blivende. Nogle vælger vi selv, andre er givet på forhånd, f.eks. skole, klasse og familie. Alle mennesker har brug for at indgå i fællesskaber og at opleve at høre til og være sammen om noget med andre.