En ny verden åbnede sig for Aarhus-eleverne

3.A fra Aarhus Gymnasium (Tilst) blev klogere på Nørrebro og fik afkræftet fordomme, da de var på alternativ byvandring som en del af studieturen til København.
Med et fysisk kort i den ene hånd og en mobiltelefon med en app i den anden hånd gik 3.A fra Aarhus Gymnasium (Tilst) på opdagelse på Nørrebro. På andendagen af deres studietur til København skulle eleverne på globaliseringsstudieretningen nemlig på alternativ byvandring med VerdensKlasse, der er Mellemfolkelig Samvirkes undervisningsprojekt.
- Det er en del af et velfærdsstatsforløb, hvor eleverne skal blive klogere på det multikulturelle samfund, demokrati og dannelse, fortæller Mads Bager, der er underviser på Aarhus Gymnasium (Tilst).
Aarhus Gymnasium (Tilst) er en del af Aarhus Tech, der er en af VerdensKlasses medlemsskoler. Det giver dem rabat på workshops, alternative byvandringer og andre fordele.
- Eleverne har fået et større indblik i, hvor mangfoldigt Nørrebro er. Jeg tror, at de har fået afkræftet nogle fordomme. De har fundet ud af, at Nørrebro er mere, end de forventede, vurderer Mads Bager.
Undervejs på byvandringen skulle eleverne løse opgaver om Nørrebros historie, kultur og om den aktivisme, der har præget bydelen gennem de seneste årtier. Byvandringen blev afsluttet med en quiz, og de to undervisere havde sat en sodavand på højkant til vinderholdet: Det blev Daniel og Alias.
- Før byvandringen vidste vi ikke så meget om Nørrebro. Det overraskede os, at så mange forskellige kulturer og nationaliteter bor sammen på Nørrebro.
- Det var sjovt og lærerigt at være med. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Vi var slet ikke klar over, at Nørrebro har en så omfattende historie, siger Daniel og Alias fra 3.A.