Jakob og Lærke deltog i EU-projekt for klimaets skyld
Både Jakob og Lærke mener begge at have gjort en forskel ved at bringe klimaet på EU-dagsordenen.
19-årige Jakob Fuglsang fra Hadsten har været til klimacamp i Madrid sammen med andre klimainteresserede unge europæere.
For Jakob Fuglsang fra Hadsten hersker der ikke den store tvivl om, at den helt store politiske kampplads kredser om den globale klimakrise, som han og millioner af andre unge mennesker har ført til tops på den politiske dagsorden. Men ifølge Jakob er det først nu, at det egentlige arbejde for at modvirke klimaforandringerne begynder.
Netop derfor besluttede 19-årige Jakob fra Favrskov Gymnasium og 17-årige Lærke fra Rysensteen Gymnasium, sig for at tage tyren ved hornene og deltage i YouRoTrips klimacamp i Madrid i Spanien sammen med 30 andre unge. YouRoTrip er et europæisk samarbejde bestående af Mellemfolkeligt Samvirke og otte organisationer, der med støtte fra Erasmus+ afholder klimacamps på tværs af kontinentet.
"YouRoTrip er en fantastisk mulighed for unge, klimainteresserede mennesker som mig selv. Ikke nok med at du får lov til at bruge en uge i et andet land og lære om landets kultur, så lærer du en masse unge mennesker at kende, og du får lov til at diskutere og udarbejde løsningsforslag, som rent faktisk kan være med til at gøre en forskel for klimaet," fortæller Jakob.
Venner i hele Europa
Særligt mødet med unge med forskellige kulturelle baggrunde, men samme engagement for klimakampen, har gjort et stort indtryk på Jakob. Efter turen har han nu venner i hele Europa.
"Jeg har fået en masse venskaber, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har allerede snakket med flere om at mødes igen – enten ved, at de rejser til Danmark, eller at jeg rejser til ned og besøger dem."
Ifølge Jakob har det ikke skortet på samtaleemner og livlige diskussioner. Alt fra atomkraft som alternativ til CO2-udledende, fossile brændstoffer til hvorvidt klimaforandringerne allerede nu er så fremskredne, at man kun kan begrænse deres skadevirkninger, er blevet endevendt.
Udover at have fået udvidet sin venneskare geografisk og kulturelt var kulminationen på turen for Jakob Fuglsang, at de unge udfærdigede et klimamanifest, som EU-parlamentarikerne nu skal tage stilling til.
"Det at vores løsningsforslag vil blive hørt og diskuteret i Europa-parlamentet er en kæmpe ære. Det giver følelsen af, at man har gjort en forskel."
Fra klimakamp til handlingsplan
Lærke Kragh-Andersen var en blandt de 14 unge deltagere, der personligt var med til at overrække en handlingsplan til EU-parlamentarikerne i maj 2022. Ifølge den græske EU-parlamentariker, Stelios Kympouropoulos, er de unge stemmer i EU noget af det vigtigste.
"Derfor er det så afgørende, at Lærke og de andre unge engagerer sig og kaster sig ind i klimakampen. Har man en god ide, så skal man dele den. Klima er noget, vi alle skal tage ansvar for alle generationer."
17-årige Lærke foran EU-parlamentet med en af de rumænske deltagere.
Ifølge Lærke var det en kæmpe oplevelse at møde EU-parlamentarikerne og blive budt inden for i EU-parlamentet. "Det betyder noget for min tro på fremtidens klimaudfordringer, at vores politikere tager os alvorligt og lytter til os. Det styrker min tro på, at vi unge skal blive ved med at kæmpe for klimaet og råbe vores folkevalgte politikere op." Derfor var Lærke og de andre unges budskab i Bruxelles også meget klart: Klimaforandringerne er et fælles ansvar. Alle uanset nationalitet og alder skal handle nu!
VerdensKlasse deltager løbende i lignende projekter, hvis du kender en ung, der kunne være interesseret i at deltage, så hold øje med os på Facebook og tilmeld dig vores nyhedsbrev, da det er her, vi annoncerer nye projekter.