Hverdagens helte og heltinder
Formål:
At eleverne får inspiration til, og indsigt i, hvordan de kan få indflydelse på deres eget liv og det samfund, som de lever i, og hvordan andre har gjort før dem.
Sådan gør du:
- Denne øvelse handler om hverdagens helte og heltinder. Tal kort med eleverne om, hvad det vil sige at gøre en forskel.
- Inddel eleverne i grupper på 3-4 personer og giv dem arket ’Hverdagens helte og heltinder’.
- Grupperne vælger et eksempel fra arket. Alternativt finder de selv et eksempel på unge, der er gået sammen om en sag. De svarer på spørgsmålene på arket.
- I grupperne svarer de på følgende spørgsmål:
- Hvad er det for en sag, der optager personen/gruppen?
- Hvad ved personen/gruppen om samfundet, som hjælper personen/gruppen til at skabe forandring i samfundet? Hvordan har personen/gruppen fået denne viden?
- Hvad har personen/gruppen gjort, og hvilke midler har de benyttet sig af for at skabe opmærksomhed omkring sagen?
- Hvad skal man kunne og ville, hvis man vil gøre det, som personen/gruppen her har gjort?
- Derefter finder eleverne deres egen helt eller heltinde og svarer på de ovenstående spørgsmål igen.
- Opsamling i plenum:
- Hvilke ligheder og forskelle er der mellem heltene/heltinderne?
- Hvad er det de ved, vil, kan og gør, som gør dem til aktive medborgere?
- Fælles refleksion:
- Hvilken betydning har det for et samfund, at der er personer, som er parate til at gøre en forskel og handle på det, de finder uretfærdigt og urimeligt? Både i forhold til de små ting i hverdagen og i forhold til store samfundsmæssige spørgsmål.
- Hvilke oplevelser har I selv med at være aktive medborgere?
Ekstraøvelse – hvis I har tid
- Eleverne laver et portræt af deres heltinde eller helt. Hvis heltinden eller helten er en kammerat, en forælder eller en borger i byen, kan de vælge at lave et interview med personen.
- Klassen laver en lille udstilling om heltinder og helte (f.eks. bestående af fotos, film, interviews, plancher) på biblioteket eller et andet sted på skolen. Hvert portræt fortæller om personen, hvad hun/han gør for andre og hvilken forskel, det gør i hverdagen.
TIP:
Overvej, om der skal være en konkurrence, en kahoot eller andet, der aktiverer de andre elever, når de ser udstillingen. Formidlingen kan også ske ved et lille oplæg for de yngre klasser om aktive medborgere og om, hvordan elever/børn/unge kan være aktive medborgere.