Rettighedskort - Bakkeskolen
Inden du starter:
Print, kopier og klip rettighedskortene. Bøj kortene, så rettigheden står på den ene side, og rammer og pligter står på den anden. På kortene er der rettigheder fra Trivselserklæringen, Folkeskoleloven, Børnekonventionen, Grundloven og Menneskerettighedskonventionen. De berører bl.a. ytringsfrihed, medbestemmelse, trivsel, religiøs overbevisning, kulturel identitet mm.
Sådan gør du:
- Start med i fællesskab at definere, hvad en ’rettighed’ og en ’pligt’ er. Snak gerne om forskellen mellem en rettighed (f.eks. ret til fritid og leg) og et ’ønske’ (f.eks. ønske om at få en cykel). Skriv stikord til ’rettighed’ og ’pligt’ på tavlen.
- Eleverne skal arbejde med rettigheder i Grundloven, Folkeskoleloven, Trivselserklæringen, FN’s Børnekonvention og FN’s Menneskerettighedserklæring. Giv en kort intro til samlingerne af rettigheder (se links ovenfor).
Øvelsen kan laves på to måder:
A. Eleverne inddeles i par. Hvert par får tre rettighedskort. På skift trækker eleverne et af de udleverede kort og læser den side, hvor der står en rettighed. Eleverne diskuterer spørgsmålene:
- Er det en rettighed I kender?
- Hvor, tror I, denne rettighed står beskrevet?
B. Kortene lægges med rettighedssiden op ud på gulvet eller et stort bord. Eleverne skiftes til at trække et kort. Diskuter:
- Er det en rettighed I kender?
- Hvor, tror I, denne rettighed står beskrevet?
- Eleverne vender rettighedskortet, får svaret og diskuterer de spørgsmål, der står på kortet under ’Pligter og ansvar’.
- Tag en fælles opsamling, hvor de forskellige rettigheder og pligter skrives på tavlen.
- Fælles refleksion:
- Hvad overraskede jer ved rettighederne?
- Kendte I rettighederne – og de pligter, der er knyttet til dem?
- Er der nogle rettigheder, der er vigtigere end andre?
- Er der nogle rettigheder, der giver særlige udfordringer f.eks. i forhold til at de overholdes? (F.eks. ytringsfrihed, skal man tie stille eller sige, hvad man vil? Børn har ret til at gå i skole, men hvad med børn på flugt?)
- Hvem skal sikre at rettigheden overholdes? Og pligterne?
Materialer til print: