The single story
At styrke eleverne i at forholde sig reflekteret og kritisk til stereotype fremstillinger af bestemte befolkningsgrupper – og overveje egne holdninger og adfærd.
- Fortæl eleverne, at I skal se et filmklip med en kvinde, der fortæller om sine oplevelser med fordomme og stereotyper. Tal med eleverne om, hvad en fordom og en stereotyp er. Se evt. boksene om begreberne nederst.
- Eleverne ser klippet 'Chimamanda Adichie: The danger of a single story'. Se 0:00-9:38. Klippet er på engelsk – slå evt. undertekster til.
- Hvis videoklippet er svært for eleverne, kan I gennemgå det i plenum. Afklar ord eller formuleringer, som eleverne ikke forstod.
- Lad eleverne i par summe over, hvad der menes med 'a single story' og hvilke eksempler, Chimamanda kommer med (5 min.).
- Saml op i plenum
- Hvad mener Chimamanda Adichie med ’the single story’?
- Hvilke eksempler fortæller Chimamanda om i klippet?
- I par diskuterer eleverne nu følgende citat fra Chimananda: “So that is how to create a single story: to show a people as one thing over and over again and that is what they become.”
Hvad er det, Chimamanda siger?
- Saml kort op på citatet i plenum.
- Fælles refleksion:
- Har I eksempler på tidspunkter, hvor I selv er blevet mødt af en single story? Eller har I eksempler på single stories fra medierne, litteratur eller andre steder?
- Hvordan, tror I, single stories bliver skabt?
- Er der nogen, I har en single story om?
- Hvordan kan man nuancere single stories? Hvad kan I selv gøre?
- Hvilken betydning har det for mennesker, at de bliver mødt med single stories?
Er egnet til 8. og 9. klassetrin – og til engelskfaget.
En fordom er en forudfattet og ofte negativ holdning. At have fordomme betyder, at man har dannet sin mening om en person eller gruppe på forhånd. At være fordomsfuld betyder, at man fastholder sine forestillinger, f.eks. om en person, uden at lære personen at kende. Fordomme bygger ofte på uvidenhed og er for det meste negative, idet de sætter en person eller en gruppe i et dårligt lys.
Stereotyper er stivnede, forsimplede fremstillinger af nogen eller noget. De er ofte overdrevne og negative billeder af dét, de siger noget om. Stereotyper kan være opfattelser af, at mennesker med en særlig nationalitet, alder, handicap, seksualitet eller religiøs baggrund er på en særlig måde. En stereotyp giver ét og kun ét billede af, hvad det vil sige at være f.eks. grønlænder, muslim eller homoseksuel.