Ungeråd
At eleverne reflekterer over og tager stilling til en bestemt problematik og arbejder med, hvordan de selv kan få medindflydelse og en stemme i debatten.
Øvelsen er en rammeøvelse, der kan bruges som format til at diskutere forskellige spørgsmål og emner. Du kan enten selv vælge emnet eller temaspørgsmålet, som I skal arbejde med, eller du kan tage en afstemning med eleverne om hvilket emne, de gerne vil arbejde med. Forslag til emner: Integration af flygtninge i lokalsamfundet, bedre folkeskole, kortere skoledage, unges adgang til klubber og foreninger, mangel på udearealer til sport, mangel på væresteder til unge osv.
Forbered på forhånd en række udsagn (2-5 styks) om emnet. Find evt. inspiration i disse udsagn:
- Integration handler om at blive en aktiv medborger
- Folkeskolen er det perfekte sted for integration
- Der er ligestilling i Danmark
- Danske unge drikker for meget alkohol
- Danske politikere gør meget for at løse udfordringerne med klimaforandringerne
- Danmark skal hjælpe flygtninge
- Man er dansker, når flertallet af danskere synes, at man er dansker
- Unge bliver ikke hørt i den offentlige debat
- Der er problemer med rygepolitik i folkeskolen
- Som optakt til resten af øvelsen starter du med at lave en kort holdningsøvelse med eleverne. Lav en imaginær linje på tværs af lokalet. Fortæl eleverne, at du nu vil læse nogle udsagn op (dem du har forberedt på forhånd). Hvis de er enige, skal de stille sig ved den ene ende af linjen. Hvis de er uenige, skal de stille sig i den anden. Jo mere henholdsvis enige eller uenige de er, desto tættere på polerne skal de placere sig. Fortæl, at de må flytte sig frem og tilbage på linjen undervejs i øvelsen, hvis de hører nogle argumenter, der får dem til at ændre holdning.
- Læs udsagnene op ét ad gangen, og giv eleverne tid til at fordele sig efter holdning. Spørg eleverne forskellige steder på linjen, hvorfor de har placeret sig, hvor de har.
- Gå nu videre til selve øvelsen om ungeråd. Spørg eleverne, om de kender noget til ungeråd og hjælp med at afklare hvad det er. Brug faktaboksen.
- Inddel eleverne i grupper på 3-4. Fortæl dem, at de skal forestille sig, at de er medlemmer af et ungeråd, der bliver bedt om at komme med en indstilling – dvs. deres holdning eller forslag til det valgte emne – til kommunalbestyrelsen i deres kommune. Kommunalbestyrelsen er særlig interesseret i de unges holdninger, da det er dem, der skal leve længst med konsekvenserne af beslutningerne. Hvis emnet f.eks. er integration af nye flygtninge i lokalområdet, kunne ungerådet diskutere følgende spørgsmål for at komme frem til deres holdning og dermed deres indstilling til kommunen:
- Hvad kan der gøres bedst muligt for at få integreret de nye borgere og deres familier i kommunen?
- Hvad skal der gøres for at forberede borgerne i området og flygtninge bedst muligt på situationen?
- Hvilke særlige udfordringer vil der være?
- Hvordan kan de løses?
- Grupperne kommer med så mange gode råd som muligt til deres kommunalbestyrelse om, hvad der kan/bør gøres (30 min.). Eleverne skriver deres forslag på en planche.
- Eleverne fremlægger deres forslag for hinanden og sammen finder de ud af, hvilke 3-5 råd de synes, der skal sendes til kommunalbestyrelsen.
- Diskutér med eleverne: Hvordan kan jeres bud bedst kvalificeres, så de bliver taget i betragtning. Er argumenterne stærke nok? Og er argumenterne formuleret godt nok?
- Vælg nu, hvorledes de gode råd skal formidles til kommunalbestyrelsen. Det kan for eksempel ske via:
- Læserbreve
- Fremlæggelse på et møde
- En høring på skolen
- Events
- Youtube-klip
- Kampagne på sociale medier
- Andet
- Hvis I har tid: Lav det endelige produkt (f.eks. læserbrevet eller oplægget til mødet med kommunalbestyrelsen)
- Fælles refleksion:
- Hvilke problemstillinger kom op i jeres diskussioner?
- Hvordan var det at skulle blive enige om 3-5 anbefalinger?
- Har I selv ændret holdning til noget undervejs? Er I blevet klogere på jeres klassekammeraters holdninger?
- Var der noget, som overraskede jer?
- Hvordan tror I, at jeres anbefalinger ville blive modtaget i jeres egen kommune?
Ungeråd er en samling af unge, der arbejder for ungdomspolitik, unges rettigheder, tilbud til unge osv. I Danmark har 62 kommuner deres eget ungeråd. I flere kommuner er ungerådet med til at stille forslag til borgerrepræsentationen, deltager ved diverse høringer eller bidrager på anden måde til at forme lokalpolitik. I andre kommuner arbejder ungerådene med fokus på at arrangere kulturtilbud for unge. Københavns kommune har sit eget ungeråd bestående af 35 medlemmer i alderen 12 og 20 år. Ungerådet i København har hvert år mulighed for at indstille op til 4 forslag til borgerrepræsentationen. Alle unge i København i alderen 12 -20 år kan både stille op og stemme til valget af ungerådet. Der er valg hvert år i oktober.