Minoriteter på tv
At styrke eleverne i at forholde sig reflekteret og kritisk til mediers fremstillinger og til stereotyper i den offentlige debat. Der er særligt fokus på, hvordan etniske minoriteter repræsenteres.
SKAM er i perioder tilgængelig på DR.dk (se links nedenfor). Alternativt ligger mange episoder også på youtube eller NRKs hjemmeside, med eller uden undertekster.
- Start evt. med at definere fordom og stereotyp. Se ordforklaringerne i siden.
- Fortæl eleverne, at I skal arbejde med en minoritet, der nogle gange fremstilles stereotypt, nemlig muslimske piger. Tal med eleverne om de fordomme, de hører eller kender til om muslimske piger. Bed dem beskrive stereotypen på en muslimsk pige eller kvinde.
- Eleverne ser videoklip fra den norske tv-serie SKAM, hvor karakteren Sana optræder:
SKAM sæson 1, episode 3 Minuttal 10.45-12.05
SKAM Sæson 1, episode 3 Minuttal 12.58-16.25
SKAM sæson 2, episode 2 Minuttal 9-10.20
- Diskuter enten i mindre grupper eller i plenum:
- Hvad kendetegner karakteren Sana? Hvilken rolle har hun i gruppen?
- Hvilke fordomme møder hun (i klippet eller resten af serien)?
- Hvordan er karakteren Sana i forhold til de fordomme, man kan støde på om muslimske piger?
- Eleverne læser debatindlægget Kan det virkelig passe, at jeg skal se norsk tv for at kunne genkende mig selv af Duygu Cakir (Information 1.11.2016)
- Diskuter:
- Hvordan fremstilles muslimske piger ifølge Duygu Cakir i de danske medier?
- Hvad synes Duygu Cakir, at der mangler i det danske mediebilledes fremstilling af muslimske piger?
- Fælles refleksion:
- Hvilken betydning har det, hvordan etniske minoriteter fremstilles i f.eks. tv-serier?
- Hvor vigtigt er mediernes fremstilling for flertallets syn på minoriteter?
En fordom er en forudfattet og ofte negativ holdning. At have fordomme betyder, at man har dannet sin mening om en person eller gruppe på forhånd. At være fordomsfuld betyder, at man fastholder sine forestillinger, f.eks. om en person, uden at lære personen at kende. Fordomme bygger ofte på uvidenhed og er for det meste negative, idet de sætter en person eller en gruppe i et dårligt lys.
Stereotyper er stivnede, forsimplede fremstillinger af nogen eller noget. De er ofte overdrevne og negative billeder af dét, de siger noget om. Stereotyper kan være opfattelser af, at mennesker med en særlig nationalitet, alder, handicap, seksualitet eller religiøs baggrund er på en særlig måde. En stereotyp giver ét og kun ét billede af, hvad det vil sige at være f.eks. grønlænder, muslim eller homoseksuel.