ActJust: Fællesskab giver mere ungeengagement
Siden maj 2021, hvor det europæiske projekt ActJust blev lanceret, er mere end 200 unge i Grækenland, Italien, Spanien, Danmark, Litauen, Østrig og Serbien blevet støttet i at danne fællesskab på tværs af lande samt deltage i sociale og demokratiske dagsordner i eget land.
Det har været essentielt i projektet at udvikle og anvende en metode, der netop kunne styrke og skabe engagement blandt unge i Europa, ved at fokusere på både digitale og ikke-digitale værktøjer. Med udgangspunkt i klimaretfærdighed har målet været at give de unge deltagere de nødvendige færdigheder og motivation til at engagere sig i samfundet og evt. politiske dagsordner. Ungdomsgrupperne, der blev oprettet i hvert land, har haft mulighed for at deltage i onlinemøder og træninger om klimaforandringer og klimaretfærdighed. De har også haft mulighed for konstant at kommunikere med hinanden via digitale medier. Udover de digitale værktøjer har der været arrangeret mobilitetsrejser, der har givet ungegrupperne mulighed for at arbejde sammen fysisk. De er blevet afholdt løbende gennem hele projektet. De unge mødtes i Italien, Litauen, Serbien og Østrig.
Metoden har blandt andet vist, at de unge lærte hinanden at kende personligt, og det skabte stærke bånd og fællesskab - noget der styrkede projektet, engagementet og motivationen.
Projektet har givet anledning til at komme med en række anbefalinger, der skal bidrage til at øge ungeengagementet i Europa.
Anbefalingerne for mere ungeengagement er:
- Balance mellem online og offline aktiviteter
- Mobilitetsmuligheder så man kan mødes, uanset hvor man er
- Mentorer bør udpeges ift. fastholdelse og guidance
- Tilskudstilbud
- Certificering for at have deltaget (YouthPass)
- De unge afvikler kampagner
- Samarbejder med politiske beslutningstagere
- Etablering af en kommunikationspolitik
Den 24. april 2023 blev den afsluttende workshop arrangeret online, hvor repræsentanter for organisationer og offentlige myndigheder, der er aktive på ungdomsområdet, deltog. Anbefalingerne blev præsenteret, og der blev givet kommentarer og feedback til ungdomsgruppernes arbejde. Det endelige mål er, at anbefalingerne bliver taget i brug, især når EU formulerer en ny ungdomsstrategi. Du kan læse og downloade anbefalingerne her
*Det europæiske projekt ActJust er finansieret af Erasmus+ -programmet og EU og implementeret af organisationer i syv lande, Grækenland, Østrig, Danmark, Italien, Spanien, Serbien og Litauen